Slagteren i Varde har fået en grøn overhaling og sælger nu plantebaserede menuer.
Syd- og Vestjylland er ikke ligefrem kendt for at være stedet med flest plantebaserede muligheder. Det laver KRÆÆS i Varde dog om på, for de er kommet godt med på den grønne bølge.
Lene Haahr ejer og driver KRÆÆS i Varde, som hun selv beskriver som en “gourmetbutik”. Her kan kunderne finde et varieret udvalg af delikatesser, tapas, færdigretter og frokostmenuer – alt sammen hjemmelavet. Men butikken har gennemgået en forvandling. Siden Lene Haahr overtog slagterlokalerne er der nemlig kommet veganske retter på menuen.
Citat: “Da jeg startede var det en decideret slagterbutik. Kunderne kom for at købe kød. Da jeg så pludselig bød på grønne retter var det ikke så populært, men jeg var selv vild med det!”
Lene Haahr er uddannet bager og har arbejdet i bagerfaget i 26 år, før hun blev ramt af en diskosprolaps. Herefter gik hun nye veje først som postbud og senere medarbejder i den gamle slagterbutik. Her fyldte hun skinkesalat på bøtter og skar kød i lange baner.
I 2015 fik hun så en idé om, at hun ville noget andet. Hun sagde op ved slagteren og fortalte, at hun ville starte sin egen butik. Slagterens svar var at tilbyde hende at købe slagterbutikken. Det tilbud tog hun imod, men hun ville ikke lave en traditionel slagterbutik. Der skulle grønt på menuen.
“Jeg er vild med grøn mad! For mig er det helt naturligt, at der skal lækre farver og grøntsager på bordet. Det grønne køkken er fyldt med smag.”
Vejen mod det grønne var altså drevet af Lenes egen passion. Men også kundernes umiddelbare skepsis overfor de grønne tiltag har med tiden ændret sig.
“I starten syntes kunderne, at det var lige lovligt smart. Nu bliver det taget rigtig godt imod. Når folk siger, at jeg må bestemme, hvad de skal have, så sender jeg dem gerne en smagsprøve på noget vegetarisk eller vegansk. Enkelte gange har en kunde savnet lidt kød, men ellers kommer alle kunderne tilbage og siger, at det var en rigtig positiv overraskelse.”
Ved at opfordre kunderne til at prøve de grønnere retter og selv tale varmt for dem har Lene oplevet en meget større villighed overfor at prøve plantemaden. Og så er det selvsagt helt essentielt, at maden er lækker.
“Hvis jeg skulle give et fif til andre, der vil sælge flere grønne retter, så ville det være at lade være med at gå efter de allermest oplagte grøntsager. Brug majroer, fennikel og spændende grøntsager med nye smage. Det skal ikke bare være tomat og agurk. Brug også andre krydderier end I plejer at bruge. Sennepfrø, koriander og spidskommen er fx rigtig gode smagsgivere. Og så tænker man måske, at hummus er løsningen på alt. Men prøv noget andet. Der skal noget saftigt til, men det behøver ikke altid være en hummus. Især pestoer og syltede grøntsager kan tilføje velsmag og et saftigt element.”
På menuen hos KRÆÆS kan du bl.a. finde:
- Gnocchi med pesto af gulerodstop, ramsløg og valnødder
- Pandekager med avokado, tomat og basilikum toppet med saltede mandler
- Falafel med røgmos
- Melonpizza med kransekage
Du kan besøge KRÆÆS på Østervold 28 i Varde. Læs mere om deres grønne udvalg her.
Har du selv fået lyst til at sætte mere grønt på menuen i din virksomhed? Hent vores guidebog med tips og opskrifter helt gratis her.
Om skribenten, Thomas Erex: "Hvis du byder på vegansk lasagne, skal jeg nok være der. Jeg elsker mad, blogger om det, skriver kogebøger og arbejder for at fremme plantebaseret mad. Sammen kan vi skabe lige præcis den fremtid, vi ønsker at se, så lad os snakke om, hvor vi skal hen."