I weekenden blev PlantePriserne 2020 uddelt ved et eksklusivt event i København, hvor vindere som politiker Ida Auken (Radikale Venstre), komiker Casper Christensen og IKEA blev hyldet for deres grønne initiativer.
PlanteVækst havde inviteret Danmarks grønne elite til en festlig aften med uddeling af PlantePriserne 2020, og der var fyldt med prominente gæster. Ida Auken lagde ud med at præsentere og uddele den første pris til Årets PlanteIværksætter. Denne pris gik til stifter og tidligere direktør i Hanegal Ulrich Kern-Hansen, som har satset hele formuen på at starte den nye virksomhed Organic Plant Protein, som producerer økologisk ærteprotein i en gammel svinestand.
Ida Auken og Ulrich Kern-Hansen mødtes igen på scenen, da Kern-Hansen uddelte prisen for Årets Plantevenlige Politiker til Auken. Det var en meget overrasket og ydmyg Ida Auken, der modtog prisen og straks erkendte, at flere af hendes politiker-kolleger havde været optaget af den plantebaserede dagsorden længere tid end hende. “Flere af mine kolleger har været optaget af denne dagsorden længere tid, end jeg har, men til gengæld har jeg virkelig kickstartet 2020 med meget fokus på området,” udtalte Ida Auken og takkede for prisen.
Casper Christensen, som lige nu er aktuel med filmen “Klovn the Final”, blev hyldet som Årets Plantevenlige Iværksætter. Til at overrække denne pris kom sangerinde og influencer Saseline Dreyer på scenen og fortalte om sine egne oplevelser med at være åben om sine grønne holdninger på de sociale medier. “Jeg mister flere hundrede følgere, hver gang jeg poster noget om plantebaseret kost, men det er vigtigt for mig at dele min viden og inspiration,” sagde Saseline. Casper Christensen var ikke selv til stede til at modtage prisen, men han havde på forhånd sendt en video, hvor han bl.a. sagde “Vi skal alle sammen gøre, hvad vi kan for at spise mere plantebaseret og gøre mere for klimaet, gøre mere for sundheden og gøre mere for dyrene.”
Musiker Søren Rasted (AQUA, Hej Matematik) havde taget DR2 med for at lave temalørdag om den plantebaserede bevægelse, og de filmede eventet og interviewede bl.a. folketingspolitiker Ida Auken, kogebogsforfatter og kampagnechef for PlanteVækst Thomas Erex og Willem Spigt fra kødgiganten Zandbergen, som står for salget af det plantebaserede Beyond Meat i Europa.
Prisen for Årets PlanteProdukt gik til Organic Like Chicken Bites fra Like Meat, som er et økologisk, sojabønnebaseret produkt med kyllingelignende tekstur. Produktet udmærker sig blandt andet ved at være billigere end økologisk kylling, hvorfor flere storkøkkener med fokus på økologi er begyndt at bruge det som alternativ til kylling.
Vinderen i hovedkategorien Årets PlanteVækst Virksomhed blev IKEA, som blev hyldet for at tilbyde mange forskellige slags plantebaserede retter i deres restaurant og bistro til lave priser. IKEA har indført plantebaserede retter som veggie hotdog til 10 kr., plantebaseret softice til 5 kr. og selv de ikoniske kødboller er kommet i en plantebaseret udgave.
Her kan du se alle nominerede og vindere:
Årets PlanteVækst Virksomhed
IKEA (vinder)
7-Eleven
Naturli’
Simple Feast
Årets PlanteProdukt
Plantepølser, Naturli’
Klassisk postej, Hanegal
Dild-dellen, Planteslagterne
Organic Like Chicken Bites, LikeMeat (vinder)
Havredrik med calcium med pant, Naturli’
Årets Plantevenlige Kok
René Redzepi, NOMA
Rasmus Kofoed, Geranium
Søren Ejlersen, Aarstiderne
Claus Meyer, Meyers (vinder)
Årets Plantevenlige Kantine
Kantinerne på Oure
Social Cantina, Nørrebro
Wicked Rabbit, Fazer, KUA (vinder)
Randers Regionshospitals kantine
Årets PlanteIværksætter (Spiren)
Anja Bindesbøll, Glean
Ulrich Kern-Hansen, Organic Plant Protein (vinder)
Morten Paulin Ebdrup og Peter Juul Regnersggard, True Gum
Johanne Mosgaard – foodprep.dk og GreenOS
Christian Christensen – DRYK
Årets Plantevenlige Politiker
Carl Valentin, SF, FT
Mai Mercado, Konservative, FT
Ida Auken, Radikale Venstre, FT (vinder)
Franciska Rosenkilde, Alternativet, Københavns Borgerrepræsentation
Cecilie Roed Schultz, Enhedslisten, byrådet i Fredericia
Kira Marie Peter-Hansen, SF, Europaparlamentet
Årets PlanteOverraskelse
Arla – plantemælk på vej
Jensens Bøfhus – Beyond Meat-burgere
Danish Crown – plantebøffer på vej (vinder)
Flammen – vegansk steg
Årets Plantevenlige Meningsdanner
Anders Morgenthaler
Casper Christensen (vinder)
Linse Kessler
Rasit Ufuk Tas
Rasmus Willig