PlantePriserne 2021 blev uddelt af PlanteVækst fredag den 18. juni i Dansk Arkitekturcenter i København. Her tager vi jer igennem aftenen og fortæller lidt om vinderne.
Billeder af Peter Steffensen.
Kampagnechef i PlanteVækst Thomas Erex var vært for eventet. Her præsenterer han sine meddommere kok, virksomhedsejer og iværksætter Line Tscherning og sygeplejerske, foredragsholder og sundhedsnørd Stig Ladefoged.
Aftenen startede med gæsternes ankomst og fotovæg i bedste rød løber-stil. Her poserer influencer Camilla Frederikke og livsstilscoach Bille Bay hjemmevant foran kameraet.
CSR Manager i Dagrofa Henrik Engberg Johannsen virker bestemt også hjemmevant foran kameraet. Henrik havde til opgave at uddele prisen for Årets PlanteProdukt.
I salen var bordet dækket fint med aftenens program og en menu med seks serveringer fra vores søde sponsorer.
Vi havde også forberedt en goodiebag med spændende og lækre planteprodukter til gæsterne. På den måde kunne de også tage inspirationen med hjem i køkkenet.
Naturli’s Henrik Lund stod for aftenens første tale om at tænke anderledes og udfordre fødevareindustriens normer.
Aftenens første servering var en saftig burger med stegt plantebøf fra Souls Street Food.
Michael Minter fra Concito, Anders Morgenthaler fra DRYK, Peter Broholm fra IKEA og Katrine Juul NIelsen fra Greenpeace lytter til Henrik Lunds oplæg.
Anders Morgenthaler fra DRYK fortæller om historiefortællingens vigtige rolle, når man skal kommunikere om sit produkt til kunderne.
I pausen var der tid til interview med bloggerne. Kira Eggers, Alberte Hall, Camilla Frederikke og Bille Bay stillede gerne op.
På tagterassen havde vært Thomas Erex og online-vært Mia Sommer travlt med at tage selfies og fortælle Instagram om aftenen.
Anden servering var taco-ceviche med syltede jordbær og svampe fra Atlas Bar.
Aftenens første pris, Årets Plantevenlige Forsker, var helt ny og gik til Armando Perez-Cueto, KU, for hans arbejde med at skabe viden, der kan fremme grønne valg.
Prisen Årets Plantevenlige Kok gik til Rasmus Kofoed, som var med på video. Rasmus sagde i sin takketale, at hans plantebaserede restaurant Angelika ikke er lukket, men nok skal komme tilbage med spændende retter.
Skuespiller Mathilde Norholt præsenterede prisen Årets Plantevenlige Meningsdanner, som gik til Linse Kessler.
Årets PlanteOverraskelse vandt Den Grønne Slagter (Danish Crown) for deres Veggie Skiver, som er et plantebaseret alternativ til bacon. Dommerne udtalte, at det var godt at se en kødproducent stå bag et plantebaseret baconprodukt og bruge et kendt mærke til at markedsføre det.
Carl Valentin vandt prisen Årets Plantevenlige Politiker og høstede dommernes ros for sit engagement i flere grønne mærkesager og for som den første veganer i folketinget at bevise, at en veganer kan være mere end en enkeltsagspolitiker.
Tagterassen blev flittigt brugt i pausen. Det var en varm aften med temperaturer udenfor omkring de 30 grader. Indenfor sagde termometeret 25, men det føltes som en sauna. Her er det Michael Minter fra Concito, Morten Fenger fra Vegetarzan og Cees Kuypers fra Hanegal, der er i livlig snak med PlanteVæksts Sara Rasmussen.
Compass Group serverede aftenens måske mest udfordrende og interessante ret. Cremet puré af butterbeans på bund af svampe og trøffel toppet med spiselig mos og jord, asparges, syltede svampe og bitter chokolade med salt.
Simple Feast vandt Årets Plantevenlige Kantine/Catering, som blev uddelt af Cees Kuypers fra Hanegal. Simone Degen modtog prisen med stor begejstring.
PlanteSlagterne løb med titlen som Årets PlanteIværksætter. Kok og produktudvikler Emil William Göetze modtog prisen, som blev overrakt af Ulrich Kern-Hansen fra Organic Plant Protein.
Maden blev ved at rulle ud af køkkenet. Gaia Madservice sørgede for smørrebrød med ækkesalat af økologisk tofu, hjemmerørt mayo og kala namak. Serveres med frisk grønt, sprød Tæmpeh crumble, syltede rødløg og krydderurter. Mikuna og Hanegal sørgede for klassisk smørrebrød med frisk salat, hønseFRIsalat med dansk ærteprotein og asparges, stegte svampe, syltet grønt og urter.
Henrik Engberg Joahnnsen fra Dagrofa fik æren af at præsentere og uddele prisen for Årets PlanteProdukt, som for første gang var fundet ved en afstemning blandt forbrugerne.
Sejr! Henrik Lund fra Naturli’ var ustyrligt glad for kundernes opbakning til isen Dark And Creamy, som er med rom, chokolade og karamel.
Sidste års modtager af Årets PlanteVækst Virksomhed Peter Broholm fra IKEA, var på scene for at præsentere kategorien og give den videre til dette års vinder.
7-Eleven løb med prisen og var både med på video fra Folkemødet og fysisk repræsenteret af to af kædens butiksejere Frederik Heegaard og Baskim Emurlahi.
Aftenen fortsatte med flere serveringer og gode muligheder for at skabe netværk og udveksle tanker og idéer om det plantebaserede område. Desserten bød på flødeboller med upcycled kikærtevand fra Glean, Ol’fashioned Nicecream med jordbær og hvid chokolade fra Nicecream og konfekthapsere med bælgfrugter fra Bælg.
Vores dygtige hold sørgede godt for gæsterne hele aftenen. Her er det Maja Andersen i PlanteVækst-forklæde med kakao fra Naturli’ og fermenterede cashewoste fra Les Nouveaux Affineurs.