Ambassadører

Line Tscherning

Personligt har jeg været veganer siden 2008. Dét kombineret med en halv kokkeuddannelse, samt 4,5 år med vegansk iværksætteri i cafe Mikuna-regi har givet mig en ret god idé om, hvad jeg vil med vegansk mad. Jeg elsker det univers plantemad åbner, så snart man vender fokus væk fra mejeri- og kødprodukter. Der er 400 spiselige bønner i verden! Det er så vildt og så lækkert. Når det så er sagt, så er jeg professionelt meget tiltrukket af planteproteiner, der minder om animalsk protein. Jeg tror på, at alle de nye, lette måder at skifte kød og mejeri ud med planter er det, der kommer til at få flere med på vognen. Jeg er stolt af at være ambassadør for PlanteVækst og Chefs for Change, fordi der er brug for fokus på at hjælpe virksomheder i en mere plantebaseret retning. Det er det, jeg arbejder med i egen virksomhed og nu også sammen med plantevækst.

Morten Bang Olsen

Som kok i Social Cantina har jeg været med til at sætte plantemad på menuen til et publikum, der ikke nødvendigvis ville vælge det selv. Jeg er meget inspireret af det plantebaserede køkken, selvom jeg hverken er vegetar eller veganer. Der er rigtig meget for os kokke at lære om at serverer flere plantebaserede retter på en måde, hvor det bliver lækkert, mættende og præcis lige så indbydende, som når vi server retter med kød. I min kogebog “Vegansk luksus” har jeg eksperimenteret med plantebaserede retter, der løfter niveauet for, hvad man forventer af plantemad. Jeg håber, at jeg som ambassadør for PlanteVækst og Chefs for Change kan være med til at inspirere andre profesionelle til at servere flere retter med planterne i fokus. 

Emil W. Goetze

Da jeg voksede, spiste min familie vegetarisk, så det var først som 9årig, at jeg smagte kød første gang. Det har uden tvivl påvirket min måde at spise og lave mad på, så jeg bruger kød meget begrænset og er rigtig god til at bruge masser af plantebaserede ingredienser. Den evne har især været i spil, da jeg arbejdede i catering-branchen og havde ansvaret for at lave mad til vegetarer, veganere og alle med allergier. Efter at have været der i nogle år, startede jeg min egen virksomhed, hvor jeg solgte plantebøffer til burgerrestauranter. I august 2018 mødte jeg så de andre drenge fra PlanteSlagterne, og her blev det for alvor min passion at nørde i det plantebaserede køkken. Nu udvikler jeg kvalitetsprodukter for PlanteSlagterne, og det er virkelig spændende. Jeg håber, at jeg som ambassadør for PlanteVækst og Chefs for Change kan være med til at inspirere andre til at bruge de mange gode råvarer, som planteriget byder på.