Alsbrogaard Bed & Breakfast serverer PlantePlanke, ro i hovedet og glæde i maven

Hvis du har brug for en pause fra hverdagen til at nulstille krop og sjæl, er Alsbrogaard Bed & Breakfast et besøg værd. I Sønderjysk idyl ligger Alsbrogaard langt fra storbyens travlhed og tæt på dit hjertes ro.

Det er en kombination af gammeldags hygge og nutidig luksus, der danner rammerne for Alsbrogaard. Den gamle landejendom er blevet restaureret, men stedets oprindelige charme og landlige udseende er bibeholdt. Sammen med maden og det hjertelige værtskab, er det ikke svært at forstå, hvorfor Alsbrogaard er blevet kåret til landets anden bedste Bed & Breakfast.

Fra sygdom og hjertesorger til sundhed og glæde i maven

Fotograf: Puk Damgaard, Memories By Fo2grafen

For lidt over to år siden forvandlede Jette Toft, sammen med sin mand, en gammel landejendom til en Bed & Breakfast. Det havde hun nogle helt særlige grunde til, for for 5 år siden blev hun nemlig alvorligt syg med stress og tarmsygdommen, Colitis. Jette var dog fast besluttet på, at undgå medicinsk behandling. I stedet tog hun sagen i egen hånd. Sammen med sin logiske sans kom hun frem til, at hvis der var noget galt med hendes tarm, måtte der være noget galt med det, hun puttede i den.

Jette har tidligere i sit liv været vegetar, men i sit forrige ægteskab, havde manden været glad for kød. Derfor bestod kosten for det meste af “god og gammeldags dansk mad” – med masser af kød og kartofler. Efter 12 år sluttede ægteskabet og da besluttede Jette, at der skulle nye – plantebaserede – boller på suppen. Den kødfulde kost blev erstattet med 100% plantebaseret mad. Skiftet gjorde underværker! Siden ændringen i kost, har Jette ikke mærket noget til tarmsygdommen.

At finde glæden i livet

Stress var en anden slags udfordring. Her var Jette nødt til at finde svaret på, hvorfor hun til at starte med, var blevet stresset. Hun var nemlig vis på, at i netop samme svar, ville hun kunne finde nøglen til en gladere fremtid – uden stress.

Hvorfor man får stress? – Man lever et liv, der ikke gør en glad i maven. Hvad gør mig glad?

I tidernes morgen havde Jette haft en drøm om at drive et helse-resort i de varme lande. Drømmen var, at kunne dyrke sin passion for at arbejde med kost, sundhed og livsstil. Mødet med en ny mand gav drømmen om et helse-resort vinger. 20 år forinden havde Jettes nye mand nemlig investeret i en landejendom i Bramming. De varme lande blev erstattet med det smukke og idylliske Sønderjylland og ideen om en B&B begyndte at spire.

I dag er det fem år siden, at Jette blev syg og to år siden, at hun startede sit nye liv som værtinde om bestyrer af Alsbrogaard Bed & Breakfast. Lige siden de i september 2017 slog dørene op for første gang, har B&B’en haft nok at se til. Jette tror, at det blandt andet skyldes en kæmpe efterspørgsel på fred og ro. Det mærker hun blandt andet gennem responsen på de sociale medier. Billeder der udstråler ro, stilhed og hygge får særligt opmærksomhed på både Alsbrogaards Facebook og Instagram.

PlantePlanker og Ikke-kage

Alsbrogaard Bed & Breakfast succes er selvfølgelig ikke kun grundet deres mad, men et resultat af den samlede oplevelse man får på B&B’en. Alligevel kan man ikke benægte, at maden har en vis del af successen. Maden er indbydende og velsmagende og er noget af det der bliver særligt fremhævet i gæsternes anbefalinger af stedet. Hele menuen er plantebaseret og lavet fra bunden af Jette selv:

Jeg elsker at servere mad for andre. Det skal være i orden, smage godt og se godt ud.

Den ret som wow’er allermest, er Jettes overdådige morgenbuffet og hendes PlantePlanke. PlantePlankens indhold varierer, men kan for eksempel bestå af lille skål frugt, en muffin, hjemmelavet pølser, hjemmebagt glutenfri brød, Ikke-kage (æggekage uden æg) og en lille skål æblegrød eller yoghurt med bær. 

Planterne sår nye frø

En del af de gæster som besøger Alsbrogaard Bed & Breakfast, opdager først når de er der, at maden er vegansk. Det kan give anledning til nogle morsomme komplimenter. Det sjoveste Jette oplever i forbindelse med den plantebaserede kost, er nogle af de anmeldelser, hun efterfølgende kan læse fra glade og overraskede gæster:

Eksempelvis skriver folk at: “På trods af at det er plantebaseret, var det en utrolig lækker morgenmad” – Det vil jeg så gerne opnå. Jeg vil så gerne inspirere og vise folk hvor lækkert det er at spise planter og der er ikke nogen der går glip af noget

Hvis man kaster et blik på anmeldelserne på Booking.com, kan man kun blive bekræftet i, at gæsterne ikke har følt mangel på den klassiske B&B – æg og bacon – morgenmad. Her er der kun rosende ord at finde og morgenmaden og Jettes fantastiske værtskab bliver nævnt i de fleste anmeldelser.

Spørger man Jette om et godt råd til andre der drømmer om at servere flere plantebaseret retter for sine gæster er, svarer hun følgende:

Overgangen fra kød til plantebaseret må ikke blive for mærkelig. Det er lettere for folk at forholde sig til retter de kender, men hvor enkelte elementer er skiftet ud, end at springe ud i noget helt nyt.

Veganske Workshops og andre velsmagende weekender

Vil du også blive klogere på hvordan man kan lave lækker og velsmagende plantebaseret mad og samtidig få kickstartet en sundere livsstil? Så følg med på Alsbrogaard Bed & Breakfast hjemmeside. Jette afholder hele tiden begivenheder og arrangementer med alt fra plantebaseret workshops til Hardcore Sundheds-retreats.

Om skribenten, Natasha Allen: "Jeg elsker god mad og at prøve nye ting. Det er en af de fantastiske ting ved at skrive for PlanteVækst: Jeg er rimelig ny i det veganske køkken, så det er fantastisk at blive inspireret af alle de virksomheder, der kaster sig ud i det lækre plantebaserede madunivers." 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *